Grønlands biskop i fornemt selskab

februaarip 24-at 2006 07:37

Grønlands biskop Sofie Petersen er valgt til Kirkernes Verdensråd. Dermed får de oprindelige folk bedre repræsentation i rådets nye centralkomité, skriver Kristeligt Dagblad i dag.

Verdensrådet er et globalt fællesskab af kirker med medlemskirker fra over 100 forskellige lande. Sofie Petersen er glad for udnævnelsen.

- Det er dejligt, at jeg er blevet valgt og det der giver mig mod på det er de oprindelige folks sag, siger Sofie Petersen til Kristeligt Dagblad.

Hun påpeger at Grønland er et afgrænset land der er privilegeret, fordi der ikke er de samme problemer med sprog og land som andre oprindelige folk i verden.

- Jeg tror også det kan give genlyd i Grønland, Vi er vant til at høre om oprindelige folk i FN men nu er kirken med i det arbejde. Mange vil få øjnene op for at vi er ikke alene, siger Sofie Petersen.

Med Sofie Petersen er der nu to med fra folkekirken i Verdensrådets øverste ledelse idet også domprovst i København Anders Gadegaard er valgt af generalforsamlingen. Den holdes i Porto Alegre Brasilien i denne uge.