Beflyvning af Uummannaq

februaarip 24-at 2006 06:14

Mens luftpudebåden i Uummannaq tidligst kan komme i drift til sommer fortsætter trafikken i distriktet i luften. Pilersuisoq, der står for trafikbetjeningen, har nu indgået en aftale med Air Greenland om at forlænge charteraftalen for beflyvning af Uummannaq distrikt frem til 31. maj.

Beflyvningen udgår fra Qaarsut Lufthavn og omfatter Uummannaq og bygderne Niaqornat, Saattut, Ukkusissat, Ikerasak og Nuugaatsiaq.

Forlængelsen af aftalen er blevet nødvendig efter at Søfartsstyrelsen har sagt nej til vintertrafik med luftpudebåden uden havneanlæg og en hal til vedligeholdelse af båden.