Store forandringer i Great Greenland uden canadiske skind

februaarip 23-at 2006 17:26

Great Greenland står over for store forandringer, hvis ejerne – hjemmestyret – fastholder, at der ikke må købes skind i Canada:

Længe inden de seneste dages debat om Great Greenlands direktør, havde ledelsen i virksomheden inviteret alle landsstyremedlemmer til seminar om driften af Great Greenland. Og det var ikke lutter rosenrøde billeder, som direktøren fremlagde.

Der blev fremlagt tre scenarier for en fremtid uden indkøb af skind fra Canada i fremtiden – og alle ville have stor betydning for virksomhedens muligheder for at tjene penge.

I det såkaldte best-case scenario – hvis det gik rigtig godt, kan Great Greenland udnytte 70 procent af sin kapacitet ved kun at købe grønlandske skind– og nogenlunde bevare det antal arbejdspladser der er i dag – og mulighed for et nul-regnskab.

I værste fald – worstcase – vil Great Greenland kun udnytte 35 procent af sin kapacitet – med mange afskedigelser til følge, og et stort behov for årlige tilskud fra hjemmestyret.

Det tredje scenarium lå midt i mellem – med en udnyttelse på 55 procent af kapaciteten.

Ifølge Michael Nielsen – direktør i Great Greenland – er scenarierne ikke lavet for at skræmme politikerne – eller for at tvinge dem til at tillade køb af canadiske sælskind – men scenarierne blev fremlagt for at landstingsmedlemmerne skal kende konsekvenserne.

Og dagens tale gjorde indtryk på i hvert fald en af tilhørerne, Demokraternes politiske ordfører, Palle Christiansen:

- Det har været meget informativt, og det har vi været glade for. Men det har flyttet noget i forhold til Demokraternes oprindelige udmeldelser i denne her sag netop med hensyn til den tvivl, der kan være på eksportmarkederne angående hvordan sælerne er nedlagt. Vi er gået efter, at de skind, der er indkøbt i Canada skal have et certifikat, så forbrugerne ikke er i tvivl, sagde Palle Christiansen.