Grønland har brug for udenlandsk investering

februaarip 19-at 2006 15:33

Grønlands anseelse som et potentielt område for store udenlandske erhvervsinvesteringer er på højkant i den kommende uge. Landsstyret skal afgøre en ansøgning fra den schweiziske investorgruppe ThoCon, der vil investere ca. 300 mio. kr. i udnyttelse af kildevandet i Qeqertarsuaq.

En af ThoCons grønlandske samarbejdspartnere, Kaj Egede – bestyrelsesformand i Greenland Ice Cap Production - giver et bud på konsekvenserne, hvis investeringen ikke bliver til noget:.

- Hvis den går tabt er vores troværdighed som samarbejdspartner alvorlig beskadiget, og Grønlands omdømme som et potentielt investeringsland går fløjten.

- ThoCon er også interesseret i at deltage i andre erhvervsudviklingsprojekter i Grønland, såsom vandkraftbyggeri og eventuelt også havnebyggeri. Men den interesse forsvinder naturligvis. Så jeg føler, at konsekvensen er, at Grønland vil blive sat mange år tilbage.

Kaj Egede siger, at ThoCons grønlandske partnere gentagne gange har signaleret samarbejdsvilje til SIK og KNI.

- Men med 10-11års branchekendskab så ved vi, hvor meget der skal til for at lancere et produkt i udlandet. Der skal store kræfter til, og der er brug for kapital og branchekendskab. Derfor er det fornuftigt at gå i samarbejde med udlandet, siger Kaj Egede.

Greenland Ice Cap Production producerer is til drinks.