Gletcher fordobler is-mængde på fem år

februaarip 17-at 2006 06:21

Den mængde is, som Grønlands gletchere hvert år støder ud i Atlanterhavet, er næsten fordoblet over de seneste fem år, fordi gletcherne har fået langt mere fart på. Det skriver forfatterne til en ny undersøgelse, der offentliggøres i dag i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

Det betyder, at de mange skøn over, hvor meget indlandsisen i fremtiden vil bidrage til stigende vandstand i verdenshavene, ser ud til at være for lave, skriver forskerne.

Iskapperne på Grønland og Sydpolen udgør de største ubekendte i forudsigelserne om, hvor meget den globale opvarmning vil få vandet til at stige. Blandt de gletchere, som i de senere år har sat farten dramatisk op, er den verdensberømte isbræ ved Ilulissat og gletcheren Kangerlussuaq på Grønlands østkyst.

Afsmeltningen af Grønlands-isen antages at kunne ske på mellem ét tusind og et par tusind år - hvis afsmeltning var den eneste faktor, der får isen til at miste masse - og afhængig af, hvor hurtigt drivhuseffekten accelererer, fremgår det af artiklen i Science.