Venteliste for døgninstitutioner forsinket

februaarip 10-at 2006 07:20

Hjemmestyrets kommende Centrale Venteliste for døgninstitutioner er blevet forsinket. Den skulle ellers have været i gang i begyndelsen af dette år.

Forsinkelsen skyldes sygdom og opgaver i forbindelse med den kommende Landstingssamling. Det fortæller Kirsten Olesen fra Hjemmestyrets døgninstitutionskontor.

Den Centrale Venteliste har været længe ventet.

Den ses som et af våbnene i kampen for de omsorgssvigtede børn.

Som det er nu, må den enkelte kommune selv kontakte døgninstitutionen, når de vil have anbragt et barn uden for hjemmet.

Det betyder, at børn kan risikere at vente længe, inden der er en ledig plads. Og der er også risiko for, at et barn bliver anbragt et sted, der ikke svarer til barnets behov.

Den Centrale Venteliste skal med en koordinering løse de problemer. Håbet er, at listen vil være oppe og køre i løbet af februar måned.