Grundig undersøgelse af mineulykke

februaarip 06-at 2006 13:15

Nalunaq guldminen i Nanortalik blev i går ramt af en arbejdsulykke, hvor en canadisk minearbejder blev dræbt.

Derfor har råstofdirektoratet i dag sendt et undersøgelseshold til Nalunaq-minen.

Politiet i Nanortalik konstaterede allerede i går, at det formentlig var den dræbte minearbejder selv, der udløste det fatale uheld. Hvordan han kunne komme til det, skal råstofdirektoratet og arbejdstilsynet nu undersøge.

Men når råstofdirektoratet undersøger weekendens dødsulykke, så går undersøgelsen langt ud over selve uheldet.

Hvad der egentlig skete, er selvfølgelig det primære formål med at sende et undersøgelseshold til minen i Nanortalik – men der skal også undersøges en lang række andre forhold, forklarer afdelingschef i råstofdirektoratet, Jørn Skov Nielsen.

-Er der noget i deres bonusordning der er uhensigtsmæssigt, længden af deres arbejdsdag, deres udstationeringsperiode og er der nok rekreative foranstaltninger på stedet. Alt det undersøger vi, siger Jørn Skov Nielsen.

Råstofdirektoratet har nemlig erfaring for, at den slags ting kan have haft betydning ved arbejdsulykker.

- Alle formelle krav om sikkerhedsudvalg og lignende er i orden i Nalunaq-minen, derfor vil vi gennemgå rammerne, for at sikre, at der ikke er nogen sten der ikke er vendt i denne proces, siger Jørn Skov Nielsen.