Politiet i Aasiaat har anholdt tre unge mænd mellem 15 og 18 år i forbindelse med indbruddet i Pilersuisoqs pakhus i weekenden.
Politiet regner desuden med at sigte flere for køb af tyverkoster.
Der blev stjålet flere tusinde taletidskort til 100, 200 og 500 kroner, 10-20 mobiltelefoner af forskellige mærker og flere kasser øl.
I alt stjal de unge mænd for over en halv million kroner.
Anholdelserne sker efter at tyverne blev efterlyst her i Radioavisen, siger kriminalassistent Kristian Toft.
- Det er godt, at vi fik jeres hjælp i efterforskningen, siger han.
De tre unge mænd er blevet løsladt til forældrene igen, men bliver sigtet for indbruddet.