Solid interesse for rejser til Grønland

januaarip 30-at 2006 05:27

Der var solid interesse for rejser til Grønland på weekendens ferieudstilling i Bella Centret i Danmark, siger rejse-bureauerne.

Op mod 10 af bureauer tilbyder rejser til Grønland, og med i alt over 1000 udstillere var det den største rejseudstilling nogensinde.

I alt 45.000 gæster valgte at lægge vejen forbi Bella Centeret i løbet af den tre dage lange feriemesse.

Det er omkring 1000 færre end sidste år, men til gengæld var de rejselystne mere målrettede i år. Mange benyttede sig af de særlige messetilbud og svingede Dankortet flittigt. Blandt andet hos et af de tre selskaber bag Arctic Travel Group, Profil Rejser.

- De besøgende er meget målrettede og ved, der er rabat at hente, og den går de efter. Vi har haft gode oplevelser alle tre dage og har solgt til både Grønland og Thailand. Vi har simpelthen booket direkte – og ind i mellem gik det så stærkt, at vi var i tvivl om, om systemet kunne følge med, siger marketings-konsulent Thomas Nederland fra Profil Rejser.