Gennem de seneste to uger har politiet i Nuuk tilbageholdt tre mænd på henholdsvis 17, 18 og 22 år, som er sigtet for en række forbrydelser. Det oplyser politiassessor ved Nuuk Politi, Bjørn Bay, i en pressemeddelelse.
De tre unge er blandt andet sigtet for brugstyverier, indbrud, kørsel uden førerret og tyveri under anvendelse af vold.
Igennem en længere periode har politiet konstateret, at der i Nuuk er begået en lang række forbrydelser af helt unge mennesker.
Gerningsmændene er typisk drenge og unge mænd i aldersgruppen 14-18 år, men politiet har oplevet gerningsmænd til bl.a. brugstyveri af biler på helt ned til 12 år.
I et samarbejde med Nuuk Kommune har politiet sat gang i en række initiativer, der skal få de unge tilbage på ret køl.
Blandt andet er flere unge blevet udstationeret tre uger i Qornoq sammen med medarbejdere fra de sociale myndigheder. Andre af de unge kriminelle er blevet udstationeret i kommunens fangsthytte, mens andre igen er blevet sendt til et fåreholdersted i Sydgrønland og på institution i Qaqortoq.
Formålet med udstationeringerne er, at give de unge en struktureret hverdag og forberede dem på at vende tilbage til Nuuk.
Udstationeringerne og anbringelserne er det første skridt i en længerevarende proces, hvor de sociale myndigheder tager hånd om de unge og deres dagligdag.