Selvmord i Herstedvester

januaarip 26-at 2006 05:14

En grønlandsk indsat begik for to uger siden selvmord på Anstalten ved Herstedvester. Den indsatte var dansk dømt og sad på den omstridte afdeling H-I for psykisk syge. Det er tredje gang inden for et halvt år at afdelingen oplever selvmord blandt de indsatte.

Den tragiske hændelse får nu anstalten til at fremskynde renoveringen af afdelingen som er kritiseret voldsomt. Senest af Folketingets Ombudsmand som kalder vedligeholdelsen af afdelingen for ”uacceptabel” i sin sidste inspektionsrapport.

Der skal nu laves en gennemgribende istandsættelse af afdelingen. Fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen oplyser til Radioavisen, at hun i morgen holder møde med Direktoratet for Kriminalforsorgen. Her skal de undersøge hvilke renoveringsbehov afdelingen har. Derefter vil anstalten søge om en særbevilling til de ekstra udgifter.

- Det handler jo om kroner og øre i sidste ende og vi har slet ikke råd til renoveringen ud fra vores almindelige bevilling. Men jeg synes vi bør prioritere standarden højt, siger Lene Møller-Nielsen.