Reklamer lokker grønlandske hjerner

januaarip 25-at 2006 10:53

Med under en uge tilbage af tilmeldingsfristen til en lang række uddannelser, er kampen om Grønlands ungdom ved at gå ind i den afgørende fase. Tænder man for KNR TV om aftenen støder man uvægerligt på billederne og kendingsmelodien fra en topmoderne reklame fra Grønlands Universitets. Reklamen er blot et af midlerne til at få fat på landets eftertragtede hjerner. Universitetet har også nedsat et PR-udvalg bestående af en fra ledelsen, to lærerrepræsentanter og to studenter, oplyser prorektor Birgit Kleist Pedersen.

Hun mener, at universitetet på en lang række områder er helt på højde med de danske. På nogle måske endda bedre:

-Vi er mindre end de danske universiteter, og det betyder, at lærere og elever er meget tættere på hinanden. Samtidig tror jeg, at de studerende har større mulighed for at få indflydelse her end på de større universiteter, siger Birgit Kleist Pedersen.

Grønlands Universitet optog i 2005 36 elever på BA-uddannelse. Det er nærmest en fordobling i forhold til gennemsnittet fra 1999 til 2004.