Grønlandskommandoen: Finn Karlsen har ingen satellitter

januaarip 24-at 2006 09:43

Landsstyremedlemmet for fangst og fiskeri Finn Karlsen kender ikke meget til fiskerinspektionen i Grønland. Det mener chefen for operationsafdelingen fra Grønlandkommandoen i Grønnedal Alex Jensen:

-Der må være et eller andet Finn Karlsen har fået fuldstændig galt i halsen, for der er ikke nogen satellitter, der overvåger fiskeriaktiviteten i Grønland.

Udmeldingen fra Grønlandskommandoen kommer ovenpå Finn Karlsens kommentar til radioavisen om, at satellitter overvåger fiskeriet, når forsvaret bruger sin inspektionskutter til at sejle personel til og fra lufthavnen i Narsarsuaq. En situation, der er opstået efter Air Greenland ved årsskiftet droppede beflyvningen af Grønlands mindste kommune.

Finn Karlens version om satellitterne får altså ingen opbakning blandt officererne i Grønnedal, hvis inspektører rutinemæssigt går ombord på de fartøjer, der fisker i grønlandsk farvand. 138 inspektioner blev det til sidste år, og i 11 tilfælde medførte det bøder for i alt 1,2 millioner kroner.

Forsvaret, Air Greenland og Landsstyret skal inden længe mødes og debattere den manglende beflyvning af Grønnedal.