- Der bliver ikke ændret noget som helst i importstoppet af sælskind fra Canada.
Det siger landsstyremedlemmet for fangst og fiskeri Finn Karlsen i dag til Radioavisen.
I Nunavut havde man ellers sat næsen op for, at der kunne gøres en undtagelse med sælskind fra de lokale inuit-fangere. Og ifølge avisen AG vil Nunavut-selvstyrets premierminister Paul Okalik og miljøminister Olayuk Akesuk i næste uge besøge Grønland. Formålet er at overbevise landsstyret om at ændre på stoppet.
Men landsstyret står fast på sin beslutning, siger Finn Karlsen. Pelsfirmaet Great Greenland skal i fremtiden ikke importer skind. Hverken fra Nunavut eller fra andre dele af Canada.
Det fremtidige mål er at grønlandske fangere skal indhandle mellem 100.000 og 120.000 skind om året.
- Så længe vi har selv, så skal vi ikke importere skind, siger Finn Karlsen.