Avis: Julie fanget i sælskandale

januaarip 18-at 2006 05:14

”Julie fanget i sælskandale.” Sådan lyder overskriften på en stort opsat artikel i tabloidavisen BT i dag.

Avisen skriver at citat - ”Julie Berthelsen bliver brugt som køn reklamesøjle for jagtsvineri for tusindvis af sæler” - citat slut.

Ifølge BT er der slet ikke styr på sæljagten i Grønland. Hvert år kasseres der tusindvis af sælskind og derudover bliver yderligere et tusindtal sæler hvert år dumpet i fjordene. Her får de lov til at rådne op fordi sælkød ikke længere er i høj kurs på middagsbordene.

Men som om dét ikke er nok, forsvinder der også adskillige tusind sæler i havet, fordi fangerne ikke når at få krogen i sælerne i tide. Ifølge canadiske biologer forsvinder hver tredje sæl i havet på den måde, skriver BT.

Avisen citerer forfatteren Kjeld Hansen der tidligere har beskrevet de uholdbare forhold i sælfangsten i sin bog ”Farvel til Grønlands natur”.

Kjeld Hansen peger på, at Grønland er blevet et moderne samfund hvor de unge hellere vil have burgere end sæl, og hvor fangerne først og fremmest jager for at få tilskuddet til sælskind. BT kalder tilskuddet for ”en dusør på 225 kroner per sæl.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Julie Berthelsen til oplysningerne om sæljagten.