Premiere på NYHEDSMAGASINET

januaarip 14-at 2006 13:32

Klokken 17 sender KNR her på kanalen det dansksprogede KNRs NYHEDSMAGASIN, der i dag handler om, hvordan importen af canadiske sælskind til Great Greenland udviklede sig til et internationalt pressestunt, der i mere end én forstand kan komme til at skade Grønlands omdømme.

Det er beretningen om dyreværnslobbyens magt og indflydelse i medieverdenen. Men også en historie der på længere sigt kan komme til at gå ud over den i dag anerkendte grønlandske design-industri, som i høj grad benytter sig af sælskind, når der kreeres kollektioner til eksport.

Oveni sagen er spørgsmålet nu også om det hjemmestyre-ejede sælskindsfirma Great Greenland har benyttet offentlige midler, der ellers var beregnet som et tilskud til fangerne, ved indkøb af sælskind i Canada.

KNRs NYHEDSMAGASIN fortæller klokken 17 i dag om forløbet i ’affæren om de canadiske sælskind’. Stil ind på KNR Radio klokken 17.