ICC Grønland: Slå koldt vand i blodet i sæl-sag

januaarip 12-at 2006 13:02

Billederne af de canadiske sæler, der bliver slået ihjel med køller og ishakker er nået hele verden rundt.

Og det får nu formanden for ICC Grønland, Aqqaluk Lynge, til at mane til besindighed. Han mener, man skal slå koldt vand i blodet, og få folk til at gøre op med den pladderromantiske forestilling omkring sæler.

- Man skal være opmærksom på, at der er flere sider af den sag. Fordi vi gør et stort arbejde for at samarbejde – og så med Canada og newfoundlænderne, siger Aqqaluk Lynge.

Han fortæller hvordan de canadiske sælfangere grådkvalt har henvendt sig til ICC og fortalt, hvorfor de er nødt til at handle på den måde.

- De har ikke andet at leve af.

Aqqaluk Lynge indrømmer dog, at de canadiske fangstmetoder volder problemer i international sammenhæng:

- Selv i ICC har vi problemer med newfoundlænderne fordi de bruger andre fangstmetoder end andre gør. Og det går ud over vores egen produktion. Derfor er det vigtigt, at vi har en dialog i gang. Og den er allerede startet i NAMMCO-sammenhæng.

Men en ting er at diskutere fangstmetoder, en anden ting er at se realiteterne i øjnene.

- Vi kan altså ikke fornægte virkeligheden og gå ind i den pladderhumanisme man taler om så snart talen falder på sæler. Vi lever i et barskt land, og det kan ikke nytte noget, at vi prøver at male et skønmaleri af den virkelighed vi lever i.

Han påpeger at kampagnen køres af en pengestærk ekstremistisk dyreværnsorganisation, der får støtte fra hele verden – og det er ikke første gang de er på spil.

- Det er vore gamle fjender, men vi må prøve at få folk til at se fornuftigt, og ikke følelsesmæssigt på sagen, siger han.