Torsken vender tilbage

decembarip 21-at 2005 15:04

Torsken er i fremgang herhjemme. Naturinstituttet oplyser, at undersøgelser fra i år har vist, at forekomsten af torsk i grønlandske farvande er steget med fem gange i forhold til 2004.

Øgede havtemperaturer og torskestimer, der rejser med havstrømme fra Island er nogle af grundene til at torskene igen trives i Vestgrønland. Fem gange så mange torsk som i 2004 lyder umiddelbart som en fantastisk nyhed, men inden man falder helt i svime bør man lige se på tallene i det historiske bakspejl.

Torskenes femdobbelte fremgang på et år er nemlig intet at regne mod de lidt ældre tal. Mens man i både 2003 og 2004 fangede 5000 tons torsk i Vestgrønland så man tal tilbage i 1960’erne på 450.000 tons og senere i 1991 på 120.000 tons.

De øgede temperaturer spiller ind på torskenes velbefindende, men et andet lokkemiddel for de velsmagende krabater er den grønlandske reje.

Faktisk er torsk så glade for rejer, at de nærmest kan halvere bestanden, som man så det i Barentshavet fra 1998 til 2001. Torskens fremgang er en af flere grunde til, at Naturinstituttet nu mener, at rejebestanden vil gå tilbage efter 2007.

Et økonomisk gunstigt fremtidsscenario kunne være at forsøge at adskille parterne så man har rejer i det kolde vand nordpå og torsk i det varmere vand sydpå.

Inden længe går biologerne i gang med at tjekke indholdet af 500 torskemaver for blandt andet at kunne danne sig et indtryk af, hvor mange rejer torsk egentlig spiser.