Taget med dynamit fra Grønland

decembarip 21-at 2005 10:57

En 30-årig mand fra Sønderjylland har haft held til at stjæle hele 70 stænger dynamit i Grønland med henblik på et ordentligt nytårs-knald, men det bliver der ikke noget af.

Dynamitten er blevet fundet i en skoven ved landsbyen Sottrupskov ved Sønderborg, og politiet har taget hånd om sprængstoffet, oplyser DR regionalradio Syd.

Politiets efterforskning bragte dem på sporet af manden, der i en periode har opholdt sig i Grønland, hvor han stjal dynamitten, som ellers skulle bruges til at sprænge klipper væk med.

Til politiet har manden forklaret, at han ikke kunne stå for fristelsen, og at han stjal det med henblik på at bruge det til nytårskrudt. Men han havde undervejs indset, at dynamitten nok var for voldsom til det formål.

Under politiets ransagning af den 30-åriges hjem fandt de mere sprængstof. Den 30-årige har tilstået alt, og er løsladt efter endt afhøring.

- Han er dog stadig sigtet efter sprængstofloven, der kan give op til seks års fængsel oplyser vicekriminalinspektør Preben Westh fra Sønderborg Politi til DR Syd.