Grønlandsk designer: Danskerne har ikke fulgt med

decembarip 16-at 2005 09:12

Hvad kendetegner grønlandsk tøjdesign? Er det for eksempel ægte grønlandsk design, når der ikke er sælskind?

Den 28-årige grønlandsk-danske designer Ajaaja Schmidt Pedersen mener ja. Men hun må dagligt forsvare sit synspunkt, når folk ser hendes børnetøj i Danmark. For eksempel i Tivoli, hvor hun sælger sit tøj i forbindelse med Tivolis julemarked.

- De spørger ofte, hvorfor der ikke er noget med sælskind. Så må jeg jo forklare, at det bliver alt for dyrt, hvis der skal sælskind på, siger Ajaaja Schmidt Pedersen.

Hun er født i Aasiaat, har boet i Danmark i mere end 10 år nu, men føler sig stadig grønlandsk. Hun synes, det er lidt gammeldags, når folk i Danmark forbinder Grønland med sælskind.

- Jeg er halvt grønlænder, halvt dansker. Vi har faktisk udviklet os og er blevet moderne. Derfor synes jeg folk ikke helt har fulgt med udviklingen, siger Ajaaja Schmidt Pedersen.

Det er første gang Grønland har sin egen stand på Tivolis julemarked. Men ikke sidste gang, hvis det står til Ajaaja Schmidt Pedersen:

- Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at være med her. Især for min generation. Så kan det være vi kan lære alle danskerne, hvordan de moderne grønlændere ser ud og hvad vi går og laver - og at vi også kan noget andet end at være "inuitter". Så det synes jeg helt sikkert, vi skal.