Alt for mange rensdyr

Allattoq Karsten Sommer
decembarip 09-at 2005 06:32

De seneste års fri licensjagt på rensdyr har ikke mindsket bestanden. Og myndighederne slår nu alarm. Der er flere rensdyr end nogen sinde før og Hjemmestyret er hjælpeløs, skriver Ritzau i dag.

- Vi kan se at den fri jagt ikke hjælper. Og vi ved faktisk ikke hvad vi skal gøre, siger fuldmægtig Mads Brinck Lillelund fra direktoratet for Miljø og Natur.

Faren er at de talstærke rensdyr så at sige ender med at tage livet af hinanden og dermed give fangerne et stort problem. For på et tidspunkt vil føden være så knap at rensdyrene ret hurtigt vil dø af sult og fangerne er afhængige af et stabilt antal rensdyr. Siden år 2000 er bestanden af rensdyr vokset med 25 procent. I forhold til erfaringer fra andre rensdyrområder i verden, er der omkring seks gange så mange rensdyr som anbefalet.

Ifølge Ritzau ved biologerne ikke hvorfor rensdyrbestanden er vokset så hurtigt. Men det kan være fordi de har været fredet i en periode, siger seniorforsker Jens Nyeland fra det Zoologiske Museum Naturama i Svendborg.