Strukturreform overdraget til Landsstyret

decembarip 08-at 2005 14:28

I dag fik Landsstyret så endelig overrakt Strukturudvalgets rapport og anbefalinger til en kommunalreform.

Overrækkelsen satte dermed punktum for Strukturudvalgets arbejde med at tegne stregerne op til et nyt kommunalt landkort.

Udvalget blev nedsat i december 2003, men det formål at vurdere forskellige modeller for en ændret byrde- og opgavefordeling i den offentlige forvaltning. Herunder altså også hvordan den kommunale struktur herhjemme skal se ud i fremtiden.

Det blev til 28 møder i udvalget, samt en rundrejse til alle landets kommuner for at fortælle om reformarbejdet. Kun i Qaanaaq har vejret gjort det umuligt at holde debataftner med borgerne. I stedet har Strukturudvalget fået lavet en DVD med foredraget, som de sender derop.

Og i dag kunne Strukturudvalget, med Martha Labansen i spidsen, så aflevere deres anbefalinger til Landsstyret.

Nu skal de fire kommune-modeller diskuteres i befolkningen, og udvalget anbefaler, at der bliver diskuteret så meget, at landets kommuner om et år kan komme med ønsker til hvem de gerne vil lægges sammen med.

Hvis der er kommuner, der ikke kan komme med et forslag inden den tid, så anbefaler udvalget, at de bliver lagt sammen i større enheder ved lov.

Ved flere lejligheder i år har kommunerne haft lejlighed til at drøfte reformen, og mange af dem ønsker mere tid. Tid til at implementere reformindholdet.

Udvalget anbefaler desuden, at man finder ud af hvilket landsstyreområde, der skal stå for koordineringen af reformen. Et landsstyreområde, der skal gå i gang med reformen umiddelbart efter Landstingets beslutning på forårssamlingen.