Forbedret overvågning af IT i Grønland

decembarip 04-at 2005 14:10

Der er af hensyn til kunderne blevet indført et skærpet tilsyn af kommunikationen i Grønland, oplyser TELE.

- Vores nye system skal ikke forveksles med, at vi ønsker at kontrollere kunderne. Tværtimod. Der er tale om en serviceforanstaltning, siger TELES informationschef, Malînánguaq M. Mølgaard.

På grund af den rivende udvikling på IT- og kommunikationsområdet, oplever vores kunder et stigende behov for at kunne komme i kontakt med hinanden uanset tidspunktet, tilføjer informationschefen.

Det har medført, at TELE-POST i år har etableret sig med et døgnbemandet operationscenter.

Dette NOC-system – Network Operations Center – har ansvaret for overvågning, drift, kvalitetssikring og en øjeblikkelig håndtering af fejlretning på teleinfrastrukturen i hele Grønland. Den nye TELE-enhed har 13 medarbejdere.