Lovende diamantjagt i Grønland

decembarip 02-at 2005 13:42

"Diamonds are a girls best friend", som Marilyn Monroe sagde det så smukt. Men diamanter kan måske også gå hen og blive Grønlands bedste ven, hvis man skal dømme ud fra et lovende fund i Kangerlussuaq.

Ud af en prøveboring på 160 kg har de canadiske skattejægere fundet Grønlands største diamant. Og selvom diamanten kun måler godt 2 mm i højde, bredde og længde er direktøren for Hudson Ressources Inc James Tuer særdeles tilfreds med resultatet.

James Tuer fremhæver især infrastrukturen omkring Kangerlussuaq som meget lovende for den fremtidige eftersøgning af diamanter og en eventuel minedrift. Som bekendt byder området på en Atlanterhavslufthavn og en fremkommelig fjord, der er velegnet til større skibe. Hudson Resources Inc satser på, at diamanterne er af så høj kvalitet, at de kan bruges til fremstilling af smykker.

Desuden ser firmaet meget positivt på, at der blandt fundene har været en lyserød diamant og selv om den er meget lille viser den, at der er mulighed for flere i området. Alle som kender filmen Den Lyserøde Panter ved, at en lyserød diamant som regel er meget mere værd end de klare.

Men hvad betyder fundet af diamanter for det grønlandske samfund og hvornår regner selskabet med at åbne en mine?

-I år har vi brugt det der svarer til 7 millioner kroner på efterforskningen og næste år regner vi med at bruge i omegnen af 11,5 millioner kroner, siger James Tuer. Pengene bruges blandt andet til hoteller og Air Greenland helikoptere og fly.

En eventuel mine er dog endnu ikke på tegnebrættet, men fortsætter de lovende fund kan den stå klar om ca. 4 år.

De canadiske skattejægere kommer tilbage til Grønland i februar-marts måned næste år for at foretage yderligere undersøgelser.