Det vil Nordlyskoalitionen

novembarip 25-at 2005 15:25

Koalitionen har taget navn efter nordlyset, men hvad er det egentlig landspolitikken skal bygge på, de kommende fire år?

Målsætningerne for de tre partier er blandt andet at der skal skabes større lighed hos den grønlandske befolkning. En befolkning, der skal have mere medindflydelse på alle niveauer, mener Nordlyskoalitionen.

Og så vil de arbejde videre med at realisere et politisk og økonomisk selvbærende Grønland.

Under flere punkter i koalitionsaftalen fremgår det, at de tre partier vil øge beskæftigelsen. Blandt andet på fiskeriområdet, hvor landsstyret vil arbejde målrettet for, at de havgående trawlere bruger uddannet grønlandske besætninger. Også i den offentlige administration lægger landsstyret op til, der skal ansættes flere grønlandske medarbejdere.

Og nu vi er ved den offentlige sektor, så agter landsstyret at indføre en klar grønlandsk sprogpolitik i administrationen. Det betyder at administrationen skal slankes, at der skal være klare retningslinier for ansættelseskravene og grønlandsksprogede skal have tilbudt videreuddannelse på grønlandsk.

Desuden indgår børnepakken i aftalen, hvor hvert parti mere eller mindre har fået deres valgønsker gennemtrumfet.

- Vi er i koalitionen blevet enige om børnechecken, som indføres i 2007. Det skal først gennem landstinget. Selve lovforslaget bliver behandlet i 2006, siger Landsstyreformand Hans Enoksen om Siumuts fingeraftryk.

Atassuts Finn Karlsen, siger at hans parti især har kæmpet for indførelsen af 5-årsplan i bygge- og anlægssektoren. Også på børne- og familieområdet, uddannelse samt fiskeri finder man Atassuts fingeraftryk på koalitionsaftalen.

En aftale, der også præsenterer et såkaldt koordineringsorgan, der skal se på konsekvenserne af ensprisreformen. De skal også komme med et bud på hvordan administrationen kan forenkles.

Ligeledes vil trafiksituationsproblematikken blive taget op snarest. Skibstrafikken vil blive justeret, således yderdistrikterne bliver tilgodeset.

Det har desværre ikke været muligt at få nogle svar på, hvordan alle disse tiltag i koalitionsaftalen skal finansieres.