Tavshed om taburetterne

novembarip 24-at 2005 10:51

Politikerne i den nye landsstyrekoalition, er ikke meget for at tale om personer. De henviser alle til, at det først afgøres i løbet af i dag, når baglandet har givet deres blå stempel.

Både hos Siumut og Atassut samledes hovedbestyrelserne og landstingsgrupperne klokken 10, for at sætte navne på taburetterne. Hos IA samledes de klokken 11 med samme formål. Partiformand, Josef Motzfeldt, siger, at hvis landsstyreformanden vil, så kan han vente helt til den 1. december med at offentliggøre navnene.

På forhånd ligger det fast, at IA skal finde to personer til at varetage henholdsvis Økonomi- og Sundhedsområdet. Og et nærliggende bud kunne jo være at partiformanden selv og Asii Chemnitz Narup fortsætter landsstyrearbejdet på de to poster.

Også Atassut skal finde to politikere, som de mener, er egnede til posterne på henholdsvis Fiskeri- og Erhvervsområdet. Her har Siverth K. Heilmann været nævnt som manden, der kan sætte sig i Fiskeri- og Fangstdirektoratets varme stol. Partiformand Finn Karlsen har været nævnt til posten som landsstyremedlem for Erhverv, en post som også Ellen Christoffersen har vist interesse for.

Siumuts Hans Enoksen fortsætter som Landsstyreformand, mens hovedbestyrelsen skal sætte navne på de nye landsstyremedlemmer for Kultur, Kirke og Undervisning, Boliger- og Infrastruktur samt Familie.

Her kunne man eventuelt forestille sig at Tommy Marø fortsætter arbejdet i Familiedirektoratet. Doris Jakobens har tidligere nævnt, at hun er interesseret i taburetten på kulturområdet, mens et bud på en ny mand i førersædet for Infrastrukturen kunne være Per Rosing-Petersen.

Men intet er som nævnt afgjort og den endelige holdopstilling får vi nok først i morgen, når koalitionsaftalen underskrives.

Ligesom da møderne klokken 10 skulle til at gå i gang, kom der uforudsete forhindringer i vejen.

Både Atassut og IA har måttet rykke deres møder mindst en time frem, fordi Tele kun kan håndtere 18 telefonmøder på én gang.

Og meldingen fra Tele var, at der var omkring 50, der ventede på at komme igennem.