Taburetfordeling ta'r tid

novembarip 23-at 2005 10:09

Bag hermetisk lukkede døre har Siumuts, IA’s og Atassuts partiformænd hele formiddagen prøvet at nå til enighed omkring fordelingen af landsstyreposter. Desuden har de også haft indholdet af rammeaftalen til debat.

Klokken 11 skulle så forhandlingsudvalget være trådt sammen, for at rette rammeaftalen til og diskutere taburet-fordelingen yderligere. Men da var partiformændene endnu ikke nået til en konklusion. Først omkring kl. halv 12 gik partiformændene hen til forhandlingsudvalget med deres konklusion under armen.

Hvad partiformændene er nået frem til – og ikke mindst hvilke navne, der bliver sat på taburetterne, er endnu uvist.

Til gengæld er der enighed om børnepakken, der ifølge Sermitsiaqs netudgave indeholder en forlængelse af barselsorloven, så den varer 31 uger.

Desuden indføres en børneopsparing på 1000 kroner pr. barn indtil de fylder 18 år, og eleverne fra 9. klasse og opefter får skolepenge. Beløbet bliver afhængigt at forældrenes indtægt.

Børnetilskuddet forhøjes med 500 kroner om måneden samtidig med at der bliver tilbud om skolebespisning i folkeskolen.

Indsatsen mod omsorgssvigt forstærkes. Det skal blandt andet ske i form af oplysningskampagner.

Endnu er parterne ikke nået frem til hvordan børnepakken skal finansieres, men Siumuts Mikael Petersen siger, at børnechecken og forlængelsen af barselsorloven allerede indføres fra årsskiftet.