Jobmesser for studerende i Danmark

Allattoq Karsten Sommer
novembarip 18-at 2005 12:27

”Vi har brug for dine kvalifikationer”.

Det er overskriften for to såkaldte jobmesser, som i denne weekend afholdes i henholdsvis København og Århus. Formålet med jobmesserne er, at få flere grønlandske studerende til at vende tilbage til Grønland efter endt uddannelse.

Arrangørerne har sendt en personlig indbydelse til hver enkelt af de ca. 500 unge, der er under uddannelse i Danmark.

De uddannelsessøgendes organisation DKIK har planlagt jobmessen sammen med de 23 grønlandske virksomheder og offentlige institutioner, der har hver deres stand på messerne.

Udover informationer om det grønlandske arbejdsmarked, kommer de studerende til at høre om, hvor de kan komme i praktik, blive studentermedhjælpere, få sommerferiejobs og deltage i projektarbejder i Grønland.

Det er SAS-Radisson hotellerne i København og Århus, der lægger lokaler til messerne, og deltagerne får også mulighed for at høre om den ny erhvervsfremmestruktur, og Nick Nielsen møder også op og fortæller om sin bestigning af Himalaya.