IA: Atassut stadig et samarbejds-emne

novembarip 14-at 2005 14:14

IA’s formand vil ikke afskrive et samarbejde med Atassut efter valget. Og det på trods af at Atassuts formand, Finn Karlsen i weekenden meddelte, at han kendte til politikere, der brugte euforiserende stoffer.

Netop emnet om brug af hash blandt landets politikere blev grundlaget for at IA i weekenden klippede linen til Siumut over.

- Der var ikke længere grundlag for et samarbejde med Siumut, mente IA’s formand Josef Motzfeldt.

Men at Atassut meldte ud at de også kendte til hash-misbrug blandt politikerne, får ikke samme konsekvenser, siger Josef Motzfeldt:

- Det er ikke kun et spørgsmål om brug af euforiserende stoffer, det er også et spørgsmål om at opføre sig anstændigt overfor sin tidligere samarbejdspartner og overfor samfundet.

Siger Josef Motzfeldt, der altså ikke vil lukke døren i for et samarbejde med Atassut. Han siger, at Lars-Emil Johansens udmeldinger så at sige var dråben, der fik bægret til at flyde over:

- Alene de sidste to-tre år har vi jo kæmpet meget for at koalitionen kunne vise nogle resultater. De har været bremset og det politiske vacuum, som vi har måttet leve med, fordi Siumuts ledelse skulle have baglandet med, det har vi nu konstateret, at vælgerne ikke vil være med til.

Siumuts Lars-Emil Johansen har efter weekendens udtalelser følt det nødvendigt at påpege at bemærkningen om hashmisbrug blandt landets ledende politikere ikke var specielt rettet mod IA.