IA undsiger Siumut

novembarip 13-at 2005 17:38

Det grønlandske landstingsvalg blev måske afgjort i dag, da partiet IA for meldte ud, at man ikke længere vil samarbejde med Siumut.

Årsagen er vælgermødet i Katuaq i Nuuk, og vreden retter sig specielt imod Siumuts Lars-Emil Johansen. Han beskyldes for at bruge en tone, så han ville få frataget ordet, hvis han talte sådan fra landstingets talerstol.

Partiets formand Josef Motzfeldt udtaler, at Siumut holder vælgerne for nar med deres valgkamp med to landsstyreformandskandidater.

- Siumut optrådte uhæderligt på mødet, og Lars-Emil Johansen viste manglende respekt for menneskelig værdighed. Hans åbenlyse snigløben af sin egen partiformand og intimidering af sine politiske kolleger og partier var tegn på manglende respekt.

IA tager på det kraftigste afstand fra en så beskidt sprogbrug, som Siumut benyttede, hedder det i en pressemeddelelse fra partiet.

Lars-Emil Johansen vakte opsigt på vælgermødet ved at returnere en bemærkning fra Josef Motzfeldt om ledelsesproblemer i Siumut med at Siumuts ledelse ikke har problemer med euforiserende stoffer.