Måske den værste katastrofe

novembarip 12-at 2005 15:17

Allerede inden landsindsamlingen til fordel for jordskælvsofrene i Pakistan er startet, har Kalallit Røde Korsiat fået henvendelser fra folk, der vil hjælpe økonomisk. Og selv om det kan være svært at gradbøje katastrofer, er der i den grad brug for hjælp fra Grønland, fortæller formanden, Marianne Jensen.

- Katastrofen i Pakistan er en af de værste, måske den værste i Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde. Jeg har lige været til repræsentantskabsmøde i Danmark i Dansk Røde Kors, hvor vi fik førstehåndsberetninger om de forfærdelige tilstande. Der er brug for al den støtte, der overhovedet kan samles sammen, og det vil vi selvfølgelig også gerne fra Grønlands side medvirke til.

- Dansk Røde Kors er en internationalt set en af de førende i hjælpearbejdet i Pakistan. Vi har stor tillid til, at organisationen har et godt overblik over, hvor der er størst behov, så det bedste vi kan gøre er, at samle penge ind og sende dem som hjælp via Dansk Røde Kors, siger Marianne Jensen.

Der har tidligere været store shows i forbindelse med Røde Korsiat-landsindsamlinger. Om det bliver tilfældet denne gang vides endnu ikke.

- Hvis der er nogen, der kan være behjælpelig med sådan nogle ting, vil det være meget velkomment. Vi er en rimeligt lille organisation, så det er vanskeligt for os at lave det helt store nummer hver gang, siger Marianne Jensen.

Nummeret på Røde Korsiats bankkonto, der tager imod hjælp til de pakistanske jordskælvsofre er: Reg. Nr. 6471 – kontonr. 8008008.