Slut med krabber i Paamiut

Allattoq Karsten Sommer
novembarip 09-at 2005 17:39

I morgen lukker krabbefiskeriet i Paamiut-Nuuk området.

Det meddeler Direktoratet for Fangst og Fiskeri.

Ifølge direktoratet er den ekstra kvote på 400 tons som blev bevilliget fiskerne i Paamiut i slutningen af september nu opfisket, og torsdag er derfor sidste indhandlingsdag, ligesom krabbetejnerne skal tages op i morgen.

Meddelelsen vækker undren og bekymring i Paamiut.

Direktør Shariar Bordbar fra Royal Greenlands krabbefabrik i byen, ser ingen anden udvej end at afskedige 25-30 arbejdere på fabrikken fra fredag, men mener i øvrigt ikke at det passer at kvoten på de 400 tons er opfisket.

Emanuel Rosing fra Direktoratet for Fangst og Fiskeri fastholder at de indrapporteringer, de har fået fra fiskerilicenskontrollen, viser at den udvidede kvote for i år er opbrugt.

Borgmester Lars Sørensen fra IA har kaldt til møde i morgen kl. 14, hvor kommunen sammen med fiskerne og krabbeproducenterne, vil diskutere den alvorlige situation for byen.

- Vi vil dels høre hvilke planer parterne har. Dels orientere om de tanker vi selv har gjort os, for at beskæftige de fiskere, der mister deres arbejde, siger Lars Sørensen.

Han nævner bl.a. en eventuel mulighed for at etablere kursusvirksomhed for besætningsmedlemmer på Skipperskolen i Paamiut, men er også åben for at støtte en ansøgning om endnu en udvidelse af krabbekvoten.