Røgfrie sektioner kommet for at blive

novembarip 08-at 2005 06:19

Røgfrie sektioner på cafeer og restauranter, kan godt lade sig gøre. Det viser de tilbagemeldinger som Sundhedsdirektoratet har fået fra branchen.

I slutningen af maj måned blev landsstyremedlem for sundhed, Asii Chemnitz Narup, samt de lokale restaurationer og beværtninger i Nuuk enige om frivillig indførelse af røgfrie sektioner på værtshusene.

Aftalen var også, at parterne skulle mødes igen i sensommeren for at evaluere og høre om branchens erfaringer.

Og erfaringerne er positive – i hvert fald på cafeer og restauranter, hvor man har valgt at fortsætte initiativet. Til gengæld var der store problemer med at få en røgfri sektion på værtshusene, oplyser Asii Chemnitz Narup.

Her var det ikke den store succes, så her er der ikke blevet indført permanente sektioner, hvor ikke-rygerne kan sidde.

Hvad erfaringerne skal bruges til i fremtiden, er op til det Landsstyre, der sætter sig tilrette rundt om i direktoraterne efter valget i næste uge.