Politisk tilfredshed med AUL-salg

novembarip 03-at 2005 16:45

Det var en tilfreds og selvsikker Hans Enoksen der kom ud fra landsstyremødet i dag. Et enigt landsstyre havde godkendt aftalen om salget af Arctic Umiaq Line til det danske konsortium Arctic Travel Group.

- Der er mange fordele ved salget. Vi har først og fremmest fået aftale om, at besætningsmedlemmerne kan fortsætte med at arbejde og vi har også sikret os, at befordringen af de hjemmehørende med skibe fra april til oktober er på plads, siger Hans Enoksen.

Aftalen medfører en årlig besparelse på 60 millioner i driftsudgifter. Aftalen vil også medføre nye arbejdspladser, når nye flyforbindelser fra Island til Ilulissat, Nuuk og Narsarsuaq etableres, mener Hans Enoksen.

-Den øgede turisme vil tilføre kapital til landet og ikke mindst vil det skabe flere arbejdspladser for lokalbefolkningen, så alt i alt vil den øgede turisme kunne bidrage til udviklingen af den grønlandske økonomi, siger Hans Enoksen.

Finansudvalget holdt møde i eftermiddag, og demokraternes medlem Per Skaaning ville ikke afgøre sagen i dag:

- Jeg vil have en behørig tid til at sætte mig ind i sådan en sag. Hvis sagen presses ind i finansudvalget, er det en meget ufin måde, siger Per Skaaning.

Per Skaaning vil gerne gennemse aftalen, før han kan sige om, han går ind for aftalen men siger, at demokraterne går ind for salg af Arctic Umiaq Line:

- Demokraterne støtter et salg af Arctic Umiaq Line, men spørgsmålet er hvad vi har dag. Der ser ud som om vi får en større konkurrence på området og at skibspassagerskibene fortsætter efter nytår, og det er nogle bevæggrunde der betyder meget for mig, siger Per Skaaning.

De tre Arctic Umiaq Line skibe blev oprindeligt købt for 210 millioner kroner. En forlængelse af skibene kostede 80 millioner kroner. Alt i alt har de tre skibe kostet 290 millioner kroner og bliver, hvis finansudvalget går ind for aftalen, solgt for 65 millioner kroner.

Finansudvalget holder møde om salget af Arctic Umiaq Line søndag formiddag, men formand for finansudvalget Simon Olsen kan ikke sige om der bliver taget en afgørelse på søndag.