Enok Sandgreen vil danne nyt venstreorienteret parti

oktobarip 29-at 2005 15:49

Hvem husker ikke den splittelse der opstod i Aasiaats IA-gruppe efter kommunalvalget i april, hvor IA ellers havde fået rent flertal?

Men så gik tre politikere ud af partiet og den tidligere IA´er Enok Sandgreen endte med borgmesterkæden om halsen i valgforbund med Siumut og Atassut.

Og selv samme Enok Sandgreen vil nu oprette sit eget parti.

- Jeg kan sige at vi er tre, som er gået ud af IA, der har indgået et nyt samarbejde. Og det samarbejde har vi kaldt De Venstreorienterede. Vi mener at det er inden for mulighedernes grænser, at det kan gå hen og blive til et parti, siger han.

Indtil videre holder de tre politikere på at det nye parti skal arbejde for de svageste i samfundet:

- Samfundet taber alt for mange på gulvet.

For eksempel er der bygderne, der er ramt af afskaffelsen af ensprissystemet. Det er netop på den baggrund, at vi har dannet et parti, siger Enok Sandgreen.

De to øvrige eks -IA’ere, der nu danner alliance med Enok Sandgreen er Peter Frederik Gedionsen og Leo Rosing.