Mere indflydelse til selvstyreområder

oktobarip 26-at 2005 15:51

Det ser nu ud til, at Grønland kan komme til at sidde med ved de voksnes bord i Nordisk Råd. På Nordisk Råds møde i Reykjavik i Island er et forslag om, at de selvstyrende områder skal have mere indflydelse blevet godt modtaget.

Det er Færøerne, der oprindeligt har taget initiativ til forslaget. Men på mødet er det blevet fremlagt som et fælles forslag fra det danske rigsfællesskab.

Landsstyremedlem Josef Motzfeldt siger, at han ser det som noget ganske naturligt, at de selvstyrende områder, får ændret status.

Forslaget vil få betydning for Grønland, Færøerne og Ålandsøerne. Der skal præsenteres et konkret forslag til næste år.