IA går efter magten

oktobarip 17-at 2005 15:53

Det var en flok selvsikre IA’ere, der i dag kunne præsentere partiets valgprogram til landstingsvalget. Titlen er da også meget præcis: Parat til at overtage roret! Og for ingen er i tvivl, så er forsiden prydet af et billede af partiformand Josef Motzfeldt.

- I modsætning til vores nuværende koalitionspartner, så træder vi frem til folket med en formandskandidat som samtlige afdelinger, hovedbestyrelse og gruppe står bag, siger Josef Motzfeldt.

Og han siger, at IA er rede til at stå i spidsen for dannelsen af en stærk koalition efter valget. Det er Demokraterne, der bejles til. Partiet får stor ros for deres disciplin i partiets landstingsarbejde.

Rosen blev dog pakket pænt ind i politiske advarsler. IA's næstformand Kuubik Kleist siger, at det ikke kan komme tale, at rulle reformer tilbage.

Han nævner specifikt ensprisreformen, skattereformen og den kommende kommunalreform.

IA præsenterede også sine kandidater på dagens pressemøde.

Partiet stiller med 48 kandidater. For 27 af dem er det første gang de stiller op. Der er også relativt mange kvinder blandt dem. 20 af kandidaterne er kvinder.