Tidligere konsulent: Vores navne blev misbrugt

oktobarip 14-at 2005 15:19

Tidligere virksomhedskonsulent Claus Jordening er blot en af 11 personer, hvis navne er blevet misbrugt på en deltagerliste til et EDB-kursus i Vejle for Virksomheden Nuuk. Et kursus som har udløst både 72.000 kroner og en politianmeldelse til danske Ramsdal

Claus Jordening fortæller, at turen til Danmark bød på en række møder hos Ramsdal og forskellige virksomhedsbesøg, som blandt andet skulle give deltagerne inspiration til det fremtidige arbejde med de ledige hjemme i Nuuk Kommune.

Problemet er, at Claus Jordenings navn og cpr-nummer er blevet misbrugt i forbindelse med det Nuuk Kommune kalder det fiktive kursus. Sammen med de tre øvrige personer fra inspirationsturen står Claus Jordening nemlig som deltager i et EDB-kursus, som aldrig fandt sted. Kurset er attesteret i Vejle nogenlunde samtidig med inspirationsturen og skulle have haft deltagelse af i alt 11 fra Virksomheden Nuuk.

Til det siger Claus Jordening.

- Jeg har ikke deltaget i noget EDB-kursus på det tidspunkt. De mennesker, der har brugt vores underskrift bør tage sig sammen. Jeg er dybt overrasket over hele den her sag.

Claus Jordenings udtalelser er i fuld overensstemmelse med Nuuk Kommunes udlægning af sagen. Fungerende administrerende direktør Morten Kahlke bekræfter overfor Radioavisen, at der både er tale om et reelt inspirationskursus og et fiktivt EDB-kursus. Sagen om det fiktive kursus har fået Nuuk Kommune til at indgive en anmeldelse om bedrageri mod konsulentfirmaet Ramsdal, som har hævet godt 72.000 kroner for hele affæren.

Sagen ligger i øjeblikket hos kriminalpolitiet i Vejle. Direktør for Ramsdal Karl-Erik Nielsen oplyser til Radioavisen, at han er forbavset over hele sagen og anmeldelsen, som han endnu ikke har set.