Storstrejke på Færøerne

Allattoq Karsten Sommer
oktobarip 14-at 2005 08:01

Færøerne er ramt af arbejdsnedlæggelser i det offentlige på grund af sammenbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst mellem Færøernes landsstyreområde for finans og økonomi og Færøernes største fagforening - Funktionærforbundet.

Efter to døgns uafbrudte forhandlinger med to forligsmænd vragede landsstyremand for finans- og økonomi, Bardur Nielsen fra Sambandspartiet, et mæglingsforslag, der gav de offentligt ansatte en lønforhøjelse på en procent.

Funktionærforbundets formand - Gunnleivur Dalsgaard - havde ellers godkendt forligsmændenes mæglingsforslag. Af samme grund opfatter han sammenbruddet i forhandlingerne som et lockout fra arbejdsgivernes side, og han har meddelt alle funktionærforbundets medlemmer på Færøerne, at de skal nedlægge arbejdet.

Strejken medfører, at alle offentlige kontorer, der hører under landsstyret, er lukket. Desuden er Færøernes Radio og Fjernsyn uden lyd og billede, da også journalisterne på Færøerne er medlemmer af Funktionærforbundet.