Fangere kan også få hjælp hos det offentlige

oktobarip 11-at 2005 16:06

Fangerkoner i Uummannaq har oprettet en fond til støtte for jollefiskere og fangere.

Men der er faktisk også hjælp at hente hos kommunerne.

Det siger seniorkonsulent i KANUKOKA, Kisea Bruun. Hun henviser til en landstingsforordning fra 1982, der siger, at folk i Grønland har ret til hjælp, hvis de ikke kan skaffe sig det nødvendige til at opretholde livet.

Den offentlige støtte gælder både mad, husleje, varme- eller elregninger.

Det er kommunerne, der har pligten til at hjælpe jollefiskere eller fangere, der kommer i knibe på grund af ustabilt vejr eller sygdom.

- Kommunerne laver en økonomisk beregning ud fra husstandsindkomsten. Derfor kan nogle kommuner måske ikke umiddelbart udbetale hjælp til fiskere eller fangere, hvis koner har fast indtægt, siger Kisea Bruun.

Netop fangerkone Margrethe Nielsen fra Uummannaq har måttet været ene-forsørger for sin familie i perioder, hvor hendes mand ikke kunne hjælpe til.

Margrethe Nielsen har derfor taget initiativ til en fond, fordi hun oplevede, at fangerne ikke selv vil klynke eller råbe højt om deres problemer.

Pengene vil med tiden kunne søges af jollefiskere og fangere over hele landet.

Indsamlingen til fonden, der begyndte i Uummannaq i foråret, er nu blevet til en landsdækkende indsamling.

Da der først skal samles penge ind, så skal fangerne vente tre år, inden der kan søges støtte fra fonden.