Handicappet: Folk skal ikke kalde os dovne

oktobarip 10-at 2005 13:00

For godt 40 fremmødte i handicapforeningen i Nuuk begyndte årets handicapuge med wienerbrød og sang. Ved et af bordene sad 50-årige Helena Siegstad, som mener, at mange har et forkert syn på handicappede – at mange opfatter handicappede som dovne, fordi de ikke er på arbejdsmarkedet.

-Nogle folk kan ikke forstå, at vi kan gå rundt i byen, når vi ikke kan arbejde. For dem hænger det ikke sammen. Men sandheden er, at folk jo ikke altid kan se om en person har et fysisk eller psykisk handicap, siger Helena Siegstad, som blev tildelt førtidspension for et par år siden på grund af slidgigt i knæet.

Den tidligere sundhedsassistent er glad for, at handicapugen kan være med til at give andre mennesker et andet billede af, hvad det vil sige at være handicappede. -Det er rart at møde andre handicappede og få sat fokus på vores problemer over hele Gønland, fortæller Helena Siegstad. Mette Sofie Lerch, som er formand for Handicapforbundet i Grønland, oplyser, at handicapugen mest er ment som en informationsuge, som skal skabe større forståelse for handicappede blandt andre mennesker. Overskriften er i år tryghed hjemme. Det betyder, at fokusen på trygheden i hjemmene både for familierne, plejepersonalet og alle andre involverede i de handicappedes liv er i højsæde.