Arctic Green Food´s idé om at skabe mulighed for at indhandle moskusokser i Kangerlussuaq under efterårsjagten bliver ikke til noget.
Det er vurderet, at det vil blive svært at leve op til otte timers levering til slagteriet efter en moskusokse er blevet aflivet.
- Moskusokserne er alt for langt væk, det vil tage alt for lang tid, i hvert fald over de otte timer, der er krævet for at kødet kan produceres, siger Tønnes Berthelsen, direktør for Arctic Green Food.
Dog oplyser han, at der bliver indhandling af moskusoksekød til vinter, og at målet er dobbelt så stor indhandling i forhold til sidste års fangst – det vil sige over 50 tons kød til vinter.
Han oplyser, at det er tanken, at der bliver efterårsindhandling af moskus-kød til næste efterår.