Erhvervsfremmeseminaret i Kangerlussuaq sluttede i går, og nu er det tid at kigge fremad.
Adm. direktør i Greenland Tourism, Stig Rømer Winther, fortæller, at erhvervsfremmeseminaret var en meget positiv oplevelse og at der var meget stor opbakning til den nye erhvervsfremmestruktur.
- Hvor vi før har været solister, skal vi nu spille sammen som et orkester, siger han.
Seminaret munder ud i en række konkrete tiltag: Der skal etableres lokale innovationscentre, og i de byer, hvor man tror, at det er en god ide, skal der etableres væksthuse.
Et tredje tiltag er øget dialog indenfor erhvervsfremmeområdet. Her vil man bl.a. etablere et Extranet på den nye iværksætterhjemmeside Innusuk.gl. Her vil man kunne få gavn af andres erfaringer. F.eks. har erhvervsfremmechefen i Tasiilaq erfaringer med erhvervsfremme i yderområder, og på den måde kan man finde inspiration, hvis man selv arbejder med yderområder.
Det ærgrer Stig Rømer Winther, at Grønlands Arbejdsgiverforening meldte afbud i sidste øjeblik – med henvisning til, at Hjemmestyret forsøgte at få betalt seminaret med midler fra Arbejdsmarkedets Erhvervsuddannelsesbidrag.
- Det er skudt helt ved siden af. Vi har ved et tidligere seminar fået dækket udgifterne for de ufaglærte deltagere, og det var det, vi søgte om igen til dette seminar. Og det har arbejdsgiverforeningen så forstået som, at vi ville have hele seminaret finansieret på den måde, fortæller han.