Med Rasmus Frederiksens afgang som landsstyremedlem for fangst og fiskeri skal landsstyreformanden i løbet af den nærmeste tid have fundet hele to nye landsstyremedlemmer. KNR har talt med en række mulige kandidater.
KNAPKs tidligere formand, Leif Fontaine, kunne være et bud på nyt landsstyremedlem for fangst og fiskeri. Men han vil sige nej til jobbet, oplyser han til KNR.
Samme melding kommer fra Royal Greenlands formand, Paviaaraq Heilmann.
- Nej, nej. Politik er et overstået kapitel. Det er ikke mig, der tager imod sådan et tilbud, siger Paviaaraq Heilmann.
Landstingsmedlem Per Rosing Petersen, vil også sige nej tak til et eventuelt tilbud om fangst og fiskeri. Men skulle der komme et tilbud om at bliver landsstyremedlem for infrastruktur er det en anden sag. - Jeg ville meget seriøst tænke over det, hvis jeg blev spurgt, siger Per Rosing Petersen.
Også den unge siumutter Doris Jakobsen kunne være en mulighed. Hun vil også overveje det, hvis hun får tilbuddet. Doris Jakobsen mener dog ikke, at det kun drejer sig om at finde to nye landsstyremedlemmer. Hun siger til KNR, at det nok ender med en større rokade i hele landsstyret.
I sidste ende er det op til landsstyreformand Hans Enoksen.