Om kort tid kan forskerne måle indlandsisens tykkelse med en nøjagtighed indenfor ganske få centimeter.
Den europæiske rumfartsorganisation ESA, opsender til september satellitten CryoSat, skriver tidsskriftet Miljø Danmark som udkom tidligere i denne måned.
Satelitten medbringer et nyt specielt GPS system, der helt nøjagtigt kan fortælle om isens bevægelser og ændringer i højden. Et nyudviklet sensorsystem kan desuden måle afsmeltningen af vand fra indlandsisen.
- Vi ved ufattelig lidt om indlandsisen og de klimamæssige processer, der hænger sammen med den. Det har tidligere været utrolig dyrt og besværligt at indsamle præcise informationer, siger seniorforsker Carl Egede Bøggild fra Grønlands Geologiske Undersøgelser.
Derfor mener han, den nye opmålingsmetode vil revolutionere mulighederne for at indsamle viden.
- Når systemet er klart, vil vi direkte kunne måle både afsmeltning og bevægelser på særligt udsatte steder, siger han.
Opmålingerne sker i samarbejde med NASA´s satellit ICE-Sat der opererer med en nøjagtighed inden for ti centimeter.