Landsstyremedlemmet for Fangst- og Fiskeri, Rasmus Frederiksen trækker sig fra posten fra og med i dag.
- Der har været et stort pres, og nu har jeg afleveret min opsigelse til landsstyreformanden, siger han til Radioavisen.
Det er sagen om misbrug af repræsentationskontoen, der nu får konsekvenser for Rasmus Frederiksen. Fra han satte sig i den varme stol i Fangst- og Fiskeridirektoratet i november og frem til juni, brugt han godt 160.000 kr.
Penge som revisionsfirmaet Deloitte vurderede ikke var brugt på repræsentation alene. Desuden vurderede Deloitte at Rasmus Frederiksen ikke havde udvist den fornødne sparsommelighed.
Selv er Rasmus Frederiksen stadig ikke overbevist om, at han har gjort noget forkert. Han forklarer, at han bl.a. har brugt mange penge på repræsentation, mens han har rejst på kysten som led i sit arbejde.
Hjemmestyret har overdraget revisionsrapporten til Nuna Advokater, der bl.a. skal vurdere, om det er muligt at kræve penge tilbage.
Rasmus Frederiksen afventer resultatet af undersøgelsen:
- Hvis den viser, at jeg har gjort noget forkert, tager jeg mit ansvar og betaler tilbage, siger han.
Landsstyreformand Hans Enoksen siger til radioavisen, at det helt og holdent er Rasmus Frederiksens egen beslutning at gå af.
Samtidig understreger han, at hvis noget lignende gentager sig, så vil vedkommende blive fyret med det samme.
Netop nu står Rasmus Frederiksen skoleret på Hans Enoksens kontor, og klokken halv elleve holder landsstyret møde om situationen.
Hans Enoksen vil endnu ikke sige noget om, hvem der kommer til at afløse Rasmus Frederiksen på posten som landsstyremedlem for Fangst- og Fiskeri.