En 45-årig kvinde der i aftes skød og sårede sin 48-årige samlever i Fiskerbyen i Nuuk, er efter at have været fremstillet i Grundlovsforhør i Nuuk Kredsret, nu tilbageholdt i 4 uger.
Den 45-årige kvinde var påvirket af alkohol og hash, da hun skød sin 48-årige samlever, men husker dog alligevel hele hændelsesforløbet. Samleveren blev skudt i skulderen, men er uden for livsfare, oplyser politiet i Nuuk.
Kvinden, der ikke tidligere er straffet, blev tiltalt for drabsforsøg på sin samlever, trusler mod politiet og trussel på livet overfor to drenge på 8 og 12 år.
Under grundlovsforhøret forklarede kvinden, at samleveren havde taget hendes nøgle til hjemmet, så hun ikke kunne komme ind. Derfor knuste hun vinduet og gik ind og ventede på manden. Mens hun ventede på ham, tog hun riflen frem, en kaliber 22, og kom patroner i, fordi hun var bange for, hvordan han ville reagere over at hun havde smadret vinduet.
Da han kom ind, truede hun ham med riflen oppe fra første salen. I grundlovsforhøret forklarede kvinden, at hun ikke havde intentioner om at skyde ham. Han gik ud af lejligheden, og da han var omkring 140 meter væk fra lejligheden, skød hun efter ham, og som kvinden forklarede i retten, var det ikke meningen, at han skulle rammes.
Inden kvinden blev anholdt havde hun sigtet og skudt efter politiet og hun havde også sigtet mod to drenge på 8 og 12 år, der tilfældigt gik forbi lejligheden. Drengene havde følt sig truet på livet, men kvinden siger i retten at hun ikke kan huske den episode.
Kvinden blev anholdt klokken 21.20 efter at politiet blandt andet måtte bruge tåregasgranater.