Det er slut med Arctic Winter Games i byen Iqaluit i Nunavut i Canada. Arenaen, der tidligere har huset legene, er i bogstaveligste forstand en synkende skude, som følge af klimaændringer.
Vand fra tundraens undergrund siver ind i bygningen og eroderer arenaens fundament. En plan om at reparere arenaen for, hvad der svarer til godt 1,6 millioner danske kroner, er netop trukket tilbage. Det skete efter at byens ledende embedsmand, Ian Fremantle, kom tilbage fra ferie.
- Jeg har ikke lyst til at opleve, at vi skal grave hele arenaen op igen om ni måneder, siger han til Nunatsiaq News
Det synspunkt har byrådet i Iqaluit nu tilsluttet sig, det samme byråd som under Fremantles ferie gav grønt lys for reparationen.