Mens Retsvæsenskommissionen holder konference i disse dage, sidder grønlandske indsatte fortsat i Herstedvester – flere tusinde kilometer fra hjemmet.
Om det fortsat skal være sådan, er et af emnerne på konferencen, og spørger man de indsatte i Herstedvester, er det ikke lige meget.
Den 46-årige K. der ønsker at være anonym, fortæller, at han har tænkt meget på familien. For grønlændere betyder familien meget og derfor er det hårdt at skulle vænne sig til, at de ikke lige kommer på besøg forklarer han.
De fleste afsonere fra Grønland får et chok når de møder den danske fængselskultur. Mange taler ikke dansk og forstår derfor ikke hvad der bliver sagt eller hvilke regler der gælder i danske fængsler.
I øjeblikket sidder der 20 på anstalten ved Herstedvester. En af dem er C. der også vil være anonym. Han fortæller bl.a., at han ikke kunne sproget, da han kom til anstalten, og følte sig meget ensom.
Nu har han lært dansk og klarer sig langt bedre. C.’s forbrydelse er så alvorlig at han ved at han ikke vil kunne vende tilbage til sin hjemby. Men han ville gerne have mulighed for at afsone sin straf i sit hjemland.
Det gælder også Ole Møller på 59 år der efterhånden har tilbragt næsten halvdelen af sit liv i Herstedvester. Han lægger ikke skjul på at han allerhelst ville afsone i Grønland. For det føles som en ekstra hård straf at blive sendt væk fra sit eget land, forklarer Ole Møller.