Et samarbejde mellem KNR og Danmarks Radio resulterede idag i, at et radioprogram om unge grønlændere på efterskole i Danmark, blev sendt direkte i både KNR og DR’s P3 – samtidigt.
Krydret med musikindslag af blandt andet Angu, der også var i studiet i København, havde Tine Bryld og KNR’s Paninnguaq Abelsen besøg af to tidligere efterskoleelever fra Grønland.
De fortalte om deres oplevelser og om de sproglige vanskeligheder, de måtte leve med til hverdag.
De sproglige vanskeligheder blev blandt andet set, som ét af de problemer, der gør, at en stor del af de grønlandske efterskolelever vender tilbage til Grønland – med et mislykket efterskoleophold i bagagen.
Veteran i både P3 og P4, Tine Bryld, stod for udsendelsen, sammen med KNR’s Paninnguaq Abelsen.
Tine Bryld påpeger blandt andet, at et program som det, der blev sendt i dag, kan være med til at nedbryde de fordomme om Grønland og grønlændere, som mange danskere har.
Omvendt mener hun også, at de fordomme, som enkelte grønlændere har om Danmark og danskere også kan udviskes.
Hun håber, ligesom sin grønlandske kollega Paninnguaq Abelsen, at det ikke er sidste gang, der bliver lavet en samsending som den, der blev sendt i dag.